


Sorterne i vores drivhus.
Vi bestilte flere forskellige sorter af tomat- og chiliplanter samt en enkelt auberginesort på Gartneri Toftegaard ved Køge. Nogle uger efter modtog vi nogle sunde og flotte planter, der blev udplantet i det nye drivhus på Fyn.
Tomater
Vi valgte følgende sorter ud fra et kriterium om, at vi gerne vil smage dem:
Espero, DRK og Darby. Henholdsvis rød, orange og rød med gule striber.
White Currant og Wild Goldy, med små frugter på max 1 cm i diameter.
Black Cherry, der er nærmest sort-violet.
Toftegårds Sortstribede, der er næsten sort med grønne striber, dem glæder jeg mig særligt til.
Toftegaards rosa blomme og Orange Banana, Toftegaards røde miniblomme.
Green Giant, vi skal jo have stegte grønne tomater, og Watermelon.
En »stuffing tomato«: Stribet Cavern med orange striber.
Selvfølgelig en San Marzano tomat, der hedder Redorta.
Vi plantede 2 tomater i hver plantesæk, og nu 3 uger efter er drypvandingsanlægget tilsluttet, og vi er begyndt at gøde planterne, fordi gødningen (økologisk selvfølgelig), der var i plantesækkene, nu er opbrugt. Alle tomater – på nær Black Cherry – blomstrer og har mere end 3-doblet deres størrelse, selvom sommeren indtil nu har været ret kold. Det har jo været koldt om dagen, men især om natten. Der er dannet tomater på alle de storfrugtede sorter, og tomaterne på Green Gigant er allerede noget større end bordtennisbolde. Det er bare spændende, men også ret meget arbejde og hertil nogle bekymringer. Der er mange sideskud, der hele tiden skal nippes.
Chili
Der er plantet 5 chiliplanter med forskellig styrke: Habanero Dulce med styrke 1, Jamacian Bell med styrke 3. Czechoslovakian Black med styrke 3. Toftegaards citronchili med styrke 6. Peruvian Purple med styrke 7. Samme princip som med tomaterne: vi vil gerne smage dem og lave mad med dem.
De blev udplantet i 5 og 10 l potter. Deres tilvækst er ret beskeden – på den anden side ved jeg ikke, hvor store de kan forventes at blive! De er begyndt at sætte blomster, men alle planterne har desværre fået lus, så potterne er blevet slæbt ud og ind af drivhuset og planterne overbruset med haveslangen, men endnu er vi ikke kommet dem til livs. Ja, selv chilier er der meget arbejde med. Det er egentlig sjovt, at man glæder sig så meget til at dyrke sine egne ting, når det indebærer endnu mere arbejde og ting at tænke på. Men det opvejes af glæden ved at have hænderne nede i jorden og tanken om alle de dejlige tomater og chilier, der kommer ud af det!
Auberginer
De to aubergineplanter af sorten Melanzana Prosperosa – min ynglings fra Italien, som giver sådan nogle store flotte runde lilla auberginer, blev hver plantet i en 10 l potte. Vi valgte at plante dem i potter, fordi de ligesom chilierne ofte bliver angrebet af bladlus, og det er derfor nemmere lige at tage potterne udenfor og overbruse dem med vand, som er god økologisk metode mod bladlus. De har allerede været overbruset flere gange, desværre har der været et ret massivt luseangreb. De har groet godt, og begge planter har hver en stor flot lilla blomst! Forhåbentlig giver de mange auberginer til salater, pastaretter og aubergine mayo.
Men det er så tilstanden i det store drivhus.
Trine
Skrevet af: Anja Egeriis – 4. juli 2010 kl. 8.45
Hej Trine -
mht. bladlus, så er det en superfin løsning at bestille nyttedyr hos nyttedyr.dk.
Hvis I lige får bruset det værste af, kan I sætte nyttedyrene ud og regne med, at de holder balance i tingene resten af sæsonen…
Jeg har brugt det i et par sæsoner nu, og det virker perfekt!
Og ellers fortsat god fornøjelse med drivhusene – det er en stærkt vanedannende hobby…
mvh
Anja